Men altså, i går var jeg med den lokale dykkerklub på juledyk ved Søbadet i Lillebælt - Lidt af en kold fornøjelse ;-)
Vi var fremme ved 11-tiden, blev briefet om dykket og fik udstyr på. En time senere stod vi i vandkanten, klar til et køligt eventyr.
Fra stranden fulgte vi en ankerkæde langs bunden 20-25 meter ud, hvorefter den pludseligt forsvandt! Der, på 8 meters dybde stoppede den svagt skrånende sandbund og blev til en massiv lodret klippevæg.
Ned langs vægen var der ikke andet at se end kæden som forsvandt med i mørket, men min makker signalerede ok, så vi tændte vores lygter og begav vi os ned i det ukendte.
Jeg skal love for at det er en vild fornemmelse at svømme ud over kanten uden at kunne se bunden... også selvom man på forhånd har fået at vide at der kommer et plateau på 14-18 meters dybde.
Vi svømmede langs plateauet indtil vi havde brugt halvdelen af vores luft, og begav os tilbage igen. På vejen tilbage stødte vi på den ene ulk efter den anden. Det er godt nok en grim fisk!
Efter at have fulgt ankerkæden op ad vægen igen fandt vi også en albino-ulk - Der blev jeg noget mobset over ikke at have mit kamera med!
Vi var kun i vandet i en halv time men det virkede meget længere – og så var det rart at komme vi vandet igen og se, at man stadigt efter 3 års pause kunne huske det hele.
Pga. en fejl fra min side i ansøgningen, havde jeg i første omgang fået et forkert visum. Da jeg fik det før jul, ringede jeg så til generalkonsulen (i øvrigt en super flink mand), og fik jeg at vide at jeg bare skulle sende det over igen. Han sagde godt nok at han ville kigge på det hurtigt, men jeg har da fået en lynbehandling for det var tilbage allerede i går. Alt i alt - En rigtig god dag :-)
God jul og godt nytår til alle!

