Camp Life

"My mind has changed from being danish to always work in english, however I will try to switch back for a couple of hours."
De første dage i Campen gik med at finde mig selv til rette. Det første som slog mig var at alle i campen beklagede sig over bønner og ris, men det smagte fantastisk - Min holdning har dog ændret sig radikalt siden.

 Jeg har fået min egen hytte, men en seng som er lidt for kort og en lille reol, men det er til at leve med, så længe det ikke regner for meget. Jeg har også fået husdyr! Bob - en 40 cm lang salamander er flyttet ind under min hytte og holder nu myrerne væk hvilket jeg er meget taknemmelig for.

Både hoved bygningen og min hytte ligger lige ned til vandet og det er fantastisk at sidde i tørvejr og betragte lyn og tolden over vandet om aftenen.

 Rundt om ReefDoctor campen ligger byen Ifaty som er Madagaskars fattigste sted. Som noget af det første bliver man vist rundt i byen af et par frivillige for at se hvor Josy's butik og bar er, samt hvor flere af de ansatte lokale bor. Det er noget af et kulturchok at komme fra lille Danmark til et sted så fattigt som dette. Først fatter man det ikke rigtigt og det er som at gå rundt i en dokumentarfilm.
Dog, når man først vender sig til det, så er det intet mindre end et fantastisk sted at være. På stranden foran ReefDoctor er der ALTID børn som render rundt og leger og lørdag formiddag sker der ofte et eller andet. Den anden dag havde vi en fodboldkamp og hold da fast hvor er de hurtige. Det er simpelthen umuligt at komme udenom dem, selvom de ikke er over 10 år.


I lørdags startede vi et nyt projekt op med de lokale og en anden organisation. Projektet går på at opdrætte søpølser i et indhegnet område, så de frie søpølser kan forblive i økosystemet på revet.
Det var en fantastisk oplevelse, da jeg, vores kaptain og en anden frivillig skulle transportere alt grejet til stedet pr. båd. Det blev til en pirogue som er en kano med støtteben og sejl.
Jeg overraskede Manju (vores kaptain) som er vant til at Vaza (hvide folk) ikke kan sejle. I stedet omtaler han mig nu som Vezu (det lokale fisker folk) hvilket er et stort kompliment. - Fed oplevelse.


Tom og flere andre har forladt campen og rejst hjem, men andre er lige ankommet så i øjeblikket er vi 17 på campen - Størstedelen er på min alder hvilket er super fedt.
Indtil nu har jeg samlet 21 dyk og er nu efter intensiv læsning og træning blevet Advanced Open Water- og efterfølgende også Rescue Diver.
Jeg modtog pakken med manualen til min Dive Master uddannelse i går efter at den har været undervejs den sidste måneds tid. Nu venter jeg bare på at have 40 dyk i loggen så jeg kan starte uddannelsen.
Og apropos dykning, så er det fantastisk at dykke hernede. Dejlig varmt vand og fantastiske former, farver og fauna.
Men nu er jeg ved at løbe tør for tid, da jeg skal gå 5 km tilbage til campen for at få noget frokost. Håber i hygger jer derhjemme. Jeg vil slutte af med et par af mine billeder fra dykkene.

Rejsen til og de første dage på Madagaskar

Så lykkedes det mig endelig at finde internet som faktisk virker!  Jeg havde planlagt at lægge følgende op et par dage efter jeg landede, men det er åbenbart ikke hver gang nettet virker når man besøger Hotel Mangilli.

Tir d 07-01-2014

Afrejsen tirsdag morgen var tidlig, men jeg skulle jo være i Kastrup kl 8:00 for at tjekke ind. Efter 10 minutters diskussion i bagage skranken lykkedes det at få kufferten med uden at betale overvægt. Flyveturen til Paris gik glat og i godt selskab med et ældre ægtepar på vej til Cuba. Der er nok ikke det sted i verden hvor de ikke har været og de var gode til at fortælle. De advarede mig om at De Goille – lufthavnen i Paris er er mareridt at finde rundt i, og de fik ret. Den er simpelthen bare for stor men det lykkedes både at finde min terminal og få noget at spise.

Flyveturen til Antananarivo som vi hernede bare kalder Tana skulle vise sig at blive rigtig lang! Ved første øjekast så alt rigtig godt ud. Egen Tv skærm med video-on-demand, spil osv… desvære var der "tekniske-problemer" så det virkede ikke. Benpladsen var ok, men personen foran mig forstod åbenbart ikke at jeg havde lange ben, så sædet blev ved at ryge tilbage. Det viste sig senere at han talte flydende engelsk men havde valgt at ignorerer mig! Jeg fik dog en hyggelig sludder med den ældre Malagasi dame som jeg sad ved siden af. Hun havde lige været i Frankrig på ferie og var nu på vej hjem til Tana.

Ons d 08-01-2014

Kl 5:30 lokal tid landede vi i Tana Airport som ikke er særlig stor. De tjekkede visa, jeg fandt min bagage og fik lov til at forlade den internationale afdeling. Jeg viste at jeg skulle gå 50 m. for at komme ind i den nationale afdeling. Det lyder ikke af meget, men det var en sej tur. Hele tiden tog folk i grønne veste fat i mine tasker for at bære dem for mig. De fleste forstår, efter man 3 eller 4 gange har sagt Non merci, at man ikke har brug for hjælp. En var dog så ihærdig at jeg praktisk talt måtte råbe hands off for at få min taske.

 

Ved checkin var damen i skranken næsten faldet om af grin da hun så mit pas. Det lykkedes hende at forklare at hun først troede at passet tilhørte en pige da hun så billedet af en person med langt hår. Hun droppede dog til gengæld at spørge om ekstra for overvægt, så jeg er faktisk godt tilfreds.

Mit fly til Toliara var en time tidligt på den, så det var lige ved at jeg ikke kom med. Heldigvis var der en flink mand fra Syd Afrika som påpegede det for mig. Jeg havde bange anelser da jeg så flyet. Det var væsentligt mindre end det jeg ankom i, så jeg forventede at forholdene nok også var. Aldrig har jeg dog været så galt på den. Af en eller anden grund var jeg blevet opgraderet til første klasse så sæderne var store lænestole med meter af benplads. Ægteparret på flyet til Paris havde anbefalet mig at opgradere hvis jeg nogensinde fik chancen, men nogle gange er man bare heldig. Der var wienerbrød, frisk juice og lækker kaffe hvilket gjorde den time lange flyvetur alt for kort.

I Toliara viste ReefDoctor ikke at flyet var tidligt på den, men efter en lille halv time kom Tom (en gut på 25 fra Australien) og samlede mig op. Han gav mig en rundtur i Toliara først i en taxa som jeg troede kunne bryde sammen hvert øjeblik, og efterfølgende i pus-pus som er en cykel-taxa. Jeg fik købt et lokalt mobil nr.  og så begav vi os på den halvanden timer lange tur til ReefDoctor camp på ladet af en pickup. Den tur har jeg ikke lyst til at tage for ofte, da man helt og aldeles gul og blå efter sådan en tur.

Jeg vil forsøge at holde bloggen opdateret, men nu må vi se hvornår jeg finder et sted med internet igen.