Rejsen til og de første dage på Madagaskar

Så lykkedes det mig endelig at finde internet som faktisk virker!  Jeg havde planlagt at lægge følgende op et par dage efter jeg landede, men det er åbenbart ikke hver gang nettet virker når man besøger Hotel Mangilli.

Tir d 07-01-2014

Afrejsen tirsdag morgen var tidlig, men jeg skulle jo være i Kastrup kl 8:00 for at tjekke ind. Efter 10 minutters diskussion i bagage skranken lykkedes det at få kufferten med uden at betale overvægt. Flyveturen til Paris gik glat og i godt selskab med et ældre ægtepar på vej til Cuba. Der er nok ikke det sted i verden hvor de ikke har været og de var gode til at fortælle. De advarede mig om at De Goille – lufthavnen i Paris er er mareridt at finde rundt i, og de fik ret. Den er simpelthen bare for stor men det lykkedes både at finde min terminal og få noget at spise.

Flyveturen til Antananarivo som vi hernede bare kalder Tana skulle vise sig at blive rigtig lang! Ved første øjekast så alt rigtig godt ud. Egen Tv skærm med video-on-demand, spil osv… desvære var der "tekniske-problemer" så det virkede ikke. Benpladsen var ok, men personen foran mig forstod åbenbart ikke at jeg havde lange ben, så sædet blev ved at ryge tilbage. Det viste sig senere at han talte flydende engelsk men havde valgt at ignorerer mig! Jeg fik dog en hyggelig sludder med den ældre Malagasi dame som jeg sad ved siden af. Hun havde lige været i Frankrig på ferie og var nu på vej hjem til Tana.

Ons d 08-01-2014

Kl 5:30 lokal tid landede vi i Tana Airport som ikke er særlig stor. De tjekkede visa, jeg fandt min bagage og fik lov til at forlade den internationale afdeling. Jeg viste at jeg skulle gå 50 m. for at komme ind i den nationale afdeling. Det lyder ikke af meget, men det var en sej tur. Hele tiden tog folk i grønne veste fat i mine tasker for at bære dem for mig. De fleste forstår, efter man 3 eller 4 gange har sagt Non merci, at man ikke har brug for hjælp. En var dog så ihærdig at jeg praktisk talt måtte råbe hands off for at få min taske.

 

Ved checkin var damen i skranken næsten faldet om af grin da hun så mit pas. Det lykkedes hende at forklare at hun først troede at passet tilhørte en pige da hun så billedet af en person med langt hår. Hun droppede dog til gengæld at spørge om ekstra for overvægt, så jeg er faktisk godt tilfreds.

Mit fly til Toliara var en time tidligt på den, så det var lige ved at jeg ikke kom med. Heldigvis var der en flink mand fra Syd Afrika som påpegede det for mig. Jeg havde bange anelser da jeg så flyet. Det var væsentligt mindre end det jeg ankom i, så jeg forventede at forholdene nok også var. Aldrig har jeg dog været så galt på den. Af en eller anden grund var jeg blevet opgraderet til første klasse så sæderne var store lænestole med meter af benplads. Ægteparret på flyet til Paris havde anbefalet mig at opgradere hvis jeg nogensinde fik chancen, men nogle gange er man bare heldig. Der var wienerbrød, frisk juice og lækker kaffe hvilket gjorde den time lange flyvetur alt for kort.

I Toliara viste ReefDoctor ikke at flyet var tidligt på den, men efter en lille halv time kom Tom (en gut på 25 fra Australien) og samlede mig op. Han gav mig en rundtur i Toliara først i en taxa som jeg troede kunne bryde sammen hvert øjeblik, og efterfølgende i pus-pus som er en cykel-taxa. Jeg fik købt et lokalt mobil nr.  og så begav vi os på den halvanden timer lange tur til ReefDoctor camp på ladet af en pickup. Den tur har jeg ikke lyst til at tage for ofte, da man helt og aldeles gul og blå efter sådan en tur.

Jeg vil forsøge at holde bloggen opdateret, men nu må vi se hvornår jeg finder et sted med internet igen.